Ved boligforliget af 18. januar 1966 blev det bl.a. aftalt, at det ældre almene byggeri skulle betale bidrag til en landsbyggefond for det almene byggeri, og at fondens midler skulle anvendes til lån til nyt alment boligbyggeri.
Landsbyggefonden er en selvejende institution oprettet ved lov. Fonden har til formål at fremme det almene byggeri's selvfinansiering.
Fonden ledes af en bestyrelse på 9 medlemmer. Formanden for bestyrelsen og 4 andre medlemmer af denne vælges af Boligselskabernes Landsforening. 2 medlemmer af bestyrelsen, som skal være boligtagere i alment byggeri, vælges af Lejernes Landsorganisation i Danmark. 1 medlem vælges af Kommunernes Landsforening og 1 medlem vælges af Københavns og Frederiksberg kommuner i fællesskab. Alle valg sker for 4 år ad gangen.
Fonden har selvstændig administration, der ledes af en direktion bestående af direktør og sekretariatschef. Fonden er organiseret i tre afdelinger.
Den administrative afdeling forestår grundkapitalforvaltning, opkrævning af pligtmæssige bidrag og nye indbetalinger til landsdispositionsfonden, trækningsretssager, ekspedition af låne- og garantisager vedrørende særlig driftsstøtte og renoveringsstøtte, kapitalforvaltning, bogføring, regnskabsaflæggelse samt personaleadministration.
Afdelingen for særlig driftsstøtte forestår sagsbehandling vedrørende renoveringsstøtte, særlig driftsstøtte, herunder huslejestøtte og støtte til boligsociale aktiviteter samt yder sekretariatsmæssig bistand til bestyrelse og direktion.
Almen Analyse forestår garantiordning for afdelingsmidler, regnskabsindberetning på edb, regnskabsdatabasen, temaundersøgelser, gennemfører analyseopgaver og foretager regnskabsgennemgang samt yder vejledning i regnskabsspørgsmål m.m.
Læs mere om Landsbyggefonden