Gå til hovedindhold
02-10-2024Ressourcer

Varehus med data på alle hylder er åbnet

Efter en rundtur i det nye ’Almene Datavarehus’ er du klædt på til at tage beslutninger på et solidt, databaseret grundlag. Her kan boligorganisationer og kommuner i én samlet portal boltre sig på tværs af datakilder og geografiske områder. Udtræk kan krydses i rapporter, der er skræddersyet til brugerens behov. Ved de kommende webinarer kan du blive knivskarp i brugen.

Af Tore Daa Funder, kommunikationsrådgiver, Landsbyggefonden.

Hvad koster det at leje en lejlighed i kommunens almene boligområder? Hvordan ser det ud med skolegangen? Og hvor mange herfra stemmer ved valgene?

Vejen til svarene er nu blevet kortere.

Den store fordel ved datavarehuset er, at tilgangen og den tværgående brug af disse data bliver lettere for boligorganisationer og kommuner, så data kan gøre større nytte i hverdagen

Evy Ivarsson Nielsen, Afdelingschef

Landsbyggefonden stiller hjælpekilder til rådighed ved indgangen til Datavarehuset - og der arrangeres webinarer rettet mod brug og behov i hhv. boligorganisationer og kommuner. Du kan læse mere og tilmelde dig herunder:

Tilmeld dig webinar:

- For boligorganisationer: d. 7. oktober kl. 11-11.45 - tilmeld her. 

- For kommunalt ansatte: d. 8. oktober kl. 12-12.45 - tilmeld her.

Find vej til bedre beslutninger i Landsbyggefondens Datavarehus

Med lanceringen af ’Det Almene Datavarehus’ bliver det lettere for boligorganisationer og kommuner at få adgang til Landsbyggefondens omfattende datasamling.

Her kan du finde et samlet overblik over data for bolig-, beskæftigelse- og kultur- og fritidsområdet. Her er også data for valgdeltagelse og kriminalitetsforebyggelse. Og et væld af andet.

Med varehuset får du adgang til data, som er afgørende for at sikre et solidt, databaseret beslutningsgrundlag – fx. i forbindelse med boligorganisationens generelle drift eller i den almene styringsdialog.

Foto: Lejerbo

Hvad er Det Almene Datavarehus?

I ’Det Almene Datavarehus’ integreres både interne og eksterne datakilder fra Landsbyggefonden i ét samlet struktureret format, hvor data præsenteres via dynamiske dashboards og standardrapporter.

Datavarehuset samler data og funktioner fra flere af Landsbyggefondens eksisterende selvbetjeningsløsninger og statistikker, herunder beboerdata, almen styringsdialog, regnskabsdatabasen, huslejeregisteret og mange andre.

De eksisterende selvbetjeningsløsninger vil udstille data som hidtil, hvis man som bruger alene har interesse i løsningens specifikke datasæt.

Data får nyt liv i og udenfor varehuset

Datavarehusets samlede indgang til Landsbyggefondens data muliggør ad hoc-analyser og giver et omfattende overblik over data – der kan hentes ud på tre måder.

Resultaterne kan nemt eksporteres enten som en layoutet PDF-rapport eller som Excel-filer, hvor brugeren selv kan arbejde videre med datasættene.

Endelig er der mulighed for at få adgang til de rå data via en system-til-system-integration, hvor data gennem et API overføres til et lokalt ’datavarehus’ i boligorganisationen eller kommunen.

Netop de skræddersyede PDF-rapporter er blandt Datavarehusets nye produkter. Her er det nu muligt at krydse data på tværs af mange forskellige datakilder og årlige statistikker til samlede, overskuelige rapportudtræk.

Nyskabelse med brugerens behov i centrum

Udviklingen af Datavarehuset er blandt andet sket med input fra en række boligorganisationer samt kommunerne gennem KL’s forskellige netværk, så ønsker og behov så vidt muligt kunne integreres i varehusets logikker og abonnementsmuligheder.

Her kan brugeren finde data, der opdateres i takt med, at de tilflyder Landsbyggefonden – og som analysechefen understreger, så vil opdateringsdatoen altid fremgå entydigt.

Adgangen til Datavarehuset sker via den enkelte medarbejders MitID, men den lokale MitID-administrator skal i spil. Det er nemlig afgørende, at medarbejderen tildeles rettigheder til netop Datavarehuset.

Landsbyggefondens medarbejdere sidder klar med hjælp ved henvendelse – telefonisk på 3376 2000 eller via postkassen detalmenedatavarehus@lbf.dk. Du er også velkommen til at give feedback og forslag til forbedringer.

OM DATAVAREHUSET

I ”Det Almene Datavarehus” er der samlet data og funktioner fra en lang række af Landsbyggefondens eksisterende selvbetjeningsløsninger og statistikker. Disse data og funktioner er samlet i følgende:

  • Husleje (data om husleje fra Huslejeregister mv.)
  • Økonomi (regnskabsdata, Almenstyringsdialog, Tvillingeværktøj, almene satser m.fl.)
  • Udlejning (data om ledige boliger og fraflytninger mv)
  • Beboerne (data fra beboerdata, boligsociale data og parallelsamfundskriterier)
  • Bygninger og vedligehold (data fra DCAB herunder PPV-plansdata og bygningsdata fra granskning)
  • Energi (energimærker og energiforbrug mv.)
  • Stamdata (data om boliger, afdelinger mv.)

Datavarehuset vil løbende blive udbygget med yderligere data.

Du kan besøge Det almene Datavarehus her.